Masken og mennesket

Af Peter Christensen Teilmann

”På din maske skal jeg kende dig”, sagde Karen Blixen i 1950’erne. Skuespilleren, instruktøren, kostumieren, portrætmaleren og portrætfotografen – og vel enhver illusionskunstner – ved af erfaring, at det ofte er gennem maskeringen man kan træde mest ægte frem eller virke stærkest eller mest autentisk og overbevisende i sit udtryk. Blixen kendte nok alt til illusionskunst, iscenesættelse og selviscenesættelse, men hendes udsagn om masken eller maskeringen er af almenmenneskelig og eksistentiel karakter.

Mere end tohundrede år tidligere formulerede Holberg den samme erfaring. De fleste mennesker er maskerede og forstår at forstille sig på en sådan måde, skrev han, at man tager ’Skyggen for Legemet’. Holberg stillede sig selv to spørgsmål, der hængte sammen: Er det vanskeligere at kende andre end sig selv? Og på hvilken måde spiller menneskets evne til at påtage sig en maske – spille en rolle – ind på forståelsen af hans karakter? Holberg stillede spørgsmålene som led i sit forsvar for behovet, midt i en tid hvor pietismen var på fremmarch, for eller nødvendigheden af skuespil og maskerade.

Holbergs overvejelse var den, at mennesket har brug for rollespillet, maskeraden, maskespillet for det er netop det ved at påtage sig rollen som en anden, at man kan aflægge sine daglige maskeringer. Som overalt søgte Holberg det paradokses udtryk: Hvor man synes privat, er man maskeret, og hvor man tager maske på for at forstille sig til en anden, dér aflægger man sine egne og dagliglivets maskeringer.

Det er sådanne paradokser, en skuespiller tackler på sin helt egen måde. Både når hun ’er i karakter’, når hun optræder på scenen, og når hun ikke optræder på scenen, når hun er off stage. Og det er på en vis måde denne kunstneriske og menneskelige – intime og paradokse – sammenhæng, der undersøges i projektet Off Stage af fire af Danmarks bedste portrætfotografer: Søren Solkær, Ole Christiansen, Jens Juel og Tune Andersen.

De fire fotografer bidrager hver med deres forskellige, men lige andel af de nye portrætter af tre generationer af danske skuespillere, som befinder på forskellige stadier af deres karriere og alder – og hver deres personligheder.

Teaterstatuetter udført af Axel Locher
Teaterstatuetter udført af Axel Locher

Med Off Stage tilfører de fire portrætfotografer en århundrede gammel tradition ny energi og kunstnerisk vision: portrættet af skuespilleren som skuespiller, i rollen eller som kendt person uden for rollen. Gennem tiden har det haft forskellige udtryk: som miniaturer, som fotografiske snapshots af skuespilleren i rollen midt i forestillingen, som opstillede fotografier af skuespilleren i rollen, men løsrevet fra den forestilling, rollen indgik i, som malede snapshots eller som klassisk opstillede portrætmalerier.

Karin Nellemose
Karin Nellemose som Lisbeth i Erasmus Montanus

– Det er de sidste varianter, der fylder mest i traditionen og præger Teatermuseet i Hofteatrets store samling af portrætter af scenekunstnere.

En af Teatermuseet i Hofteatrets mange mindre, men meget specielle og enestående samlinger er den kendte Skagensmaler P.S. Krøyers relativt portrætter af datidens kendte skuespillere – alle som én produceret i forbindelse med kunstner-karneval i 1885. Kunstner-karnevallet fandt sted i datidens måske mest banebrydende og populære teater i København, Casino Teatret. Portrætterne er snapshots, malet med pastelfarver her-og-nu som fixerbilleder af personer, roller i bevægelse.

Scenebillede fra Nøddebo Præstegård
Scenebillede fra
Nøddebo Præstegård

Krøyer besad en helt unik evne til at skabe portrætter af magtens mænd, fiskere, arbejdsfolk, af personligheder og af mennesker i hverdagssituationer – og skuespillere maskeret i deres roller, så både det menneskelige og det (selv)iscenesatte i rollen eller situationen trådte frem og gav portrætterne realisme, karakter og karisma.

Iscenesættelsen og selviscenesættelsen var ikke Krøyer fremmed. Det kan være med til at forklare, at hans portrætkunst er kongenial med teaterkunsten, som han elskede og var en ivrig deltager i. Teatret er en her-og-nu-kunstart, der ofte lever stærkest videre gennem medier eller andre kunstarter og -udtryk. Skuespilleren i rollen, hvis gestik og mimik, kan vises som levende billeder på tv og video. Teater lever på scenen i nu’et, og man skulle tro at film og fotografier var de medier, der bedst fanger det ’nu’. Men det er i høj grad også de andre kunstarter, der kan det. Rollen kan også indfanges og fikseres i ord, i tegning, skulpturer eller altså som pasteller – og på den måde paradoksalt gives liv for eftertiden.

Krøyers pasteltegnede portrætter er også billeder på den tid, de er blevet til i. Skuespillerne var i 1880’erne aktive aktører i en ny tids medievirkelighed. De var blevet vant til at leve og optræde med at være kendte personligheder, kendisser. Det var stadig en god tradition, at de blev genstand for langsomt tilvirkede, malede portrætter. Men samtidig skabte udviklingen af ny arkitektur og nye medier – aviser, fotografi, lydoptagelser via voksvalser – en ny mere hastig og flygtig offentlighedskultur og iscenesat livsform, som foldede sig ud i København og i Casino Teatret – begge med tydelig inspiration fra tidens tendenser i Paris. Og det indfangede Krøyers pasteltegnede snapshots.

De klassiske, opstillede portrætmalerier, ofte udført i olie på lærred eller på træ, af scenekunstnere udgør en stor del af Teatermuseet i Hofteatrets ældre samlinger. Det har sin historiske forklaring. Skuespillere har især siden 1800-tallet måttet leve og optræde med at være kendte personligheder, kendisser. Tilbage i 1700- og 1800-tallet, før dagsaviser og ugeblade skabte en revolution i det offentlighedsbillede, som kendte personligheder som skuespillere siden er blevet sat ind i, var portrætmaleriet det primære medie.

Op gennem 1900-tallet ændrede offentlighedskulturen omkring de kendte scenekunstnere sig radikalt, i og med at medierne udviklede sig og blev massemedier. Hvor maleriet i 1700- og 1800-tallet var det eksklusive medie for portrættering af scenekunstnere, der tog nu fotografiet, tegneren, aviserne og ugebladene i stigende grad over.

Osvald Helmuth
Osvald Helmuth (1894-1966), her portrætteret af August Tørsleff, i titelrollen i Ludvig Holbergs komedie Jeppe på Bjerget

Det malede portræt var dog hele tiden en anerkendt og ophøjet genre. Fokus er primært på scenekunstnerne, der optræder i berømte roller. Fx Osvald Helmuth (1894-1966), her portrætteret af August Tørsleff, i titelrollen i Ludvig Holbergs komedie Jeppe  Bjerget. Helmuth er her iført det originale Jeppe-kostume som blev brugt første gang i slutningen af 1700-tallet og sidste gang af ham selv i 1954! En rolle: én skuespiller. Men det kan også være én skuespiller: mange roller i én collage.

Eksempler på det er Viggo Thomsens farvelagte tegning af Bodil Ipsen (1889-1964) i et potpourri af hendes bedste roller på forskellige københavnske scener i 1920erne og 1930erne – og fra de seneste årtier kendes denne praksis bl.a. fra teatertegneren Kurt Westergaard.

Viggo Thomsens farvelagte tegning af Bodil Ipsen
Viggo Thomsens farvelagte tegning af Bodil Ipsen (1889-1964) i et potpourri af hendes bedste roller på forskellige københavnske scener i 1920erne og 1930erne

 

Mitch Waite’s portræt af Malene Schwartz
Mitch Waite’s portræt fra 2012 af Malene Schwartz.

Op gennem 1900-tallet ser man også flere og flere portrætmalerier af scenekunstnere som privatpersoner i private rammer, – i stil med nutidens billedreportager à la ‘hjemme hos’ i ugebladene. To af de nyeste portrætter i samlingen af privatpersonen bag skuespilleren, er af de to kvindelige hovedrolleindehavere fra tv-serien Matador. Nemlig Mitch Waite’s portræt fra 2012 af Malene Schwartz [illu], og operasanger, scenograf, instruktør og portrætmaler Mikael Melbyes portræt fra 2002 af den moderne diva, skuespilleren Ghita Nørby.

Disse forskellige tilgange til portrættet af skuespilleren afspejles i Off Stage og de fire fotografers arbejder. De fire og de portrætterede skuespillere lever her i 2021 med de billedbevidste sociale medier og i det hele taget i en endnu mere eksponeret medieoffentlighed end tidligere generationer. Men som tilbage i 1880’erne tager de – både fotografer og skuespillere – bevidst eller intuitivt højde for det i det alt andet lige intime møde mellem fotograf og skuespiller, der skal til for at skabe det unikke kunstneriske portræt, som skiller sig ud fra alle andre portrætter af mere privat, faglig eller reklamemæssig karakter. At langt de fleste portrætter er taget i skyggen af den første corona-nedlukning i foråret 2020, gør kun det spændingsforhold mellem nærhed og afstand, mellem menneske og maske, som fotograferne arbejder med, endnu mere intenst.

Ghita Nørby
Operasanger, scenograf, instruktør og portrætmaler Mikael Melbyes portræt fra 2002 af den moderne diva, skuespilleren Ghita Nørby.
Foto: Mikael Melbye